Vinteren på Viggelsø

Dette er en beskrivelse af vinteren på Viggelsø. Måske kan du opleve de samme ting, der hvor du bor!

November og ruskvejr
På trods af blæsten og regnen og det tiltagende mørke er der mange naturoplevelser at hente på denne årstid. Er man klædt fornuftigt på, kan man sagtens arbejde udendørs, når der står en opvarmet naturskole og venter.
Træerne står endnu med de sidste farvede blade; men det varer ikke længe, før også de falder. Jævndøgnsstormene og nattefrosten gør deres arbejde godt. De unge ege og bøge taber dog ikke bladene i deres første leveår. De bliver siddende visne og brune som en beskyttelse mod vinterkulden. Parkens store vedbend er stedsegrønne og står med umodne bær, der først modnes hen på foråret.
Frøstandere fra røllike, vild gulerod, kruset skræppe og kærsvinemælk står på de uopdyrkede områder langs stranden med frø, som ivrigt opsøges af tornirisker, bjergirisker og de første snespurve. Lægekoklearen overvintrer med små rosetter af mørkegrønne, kødfulde blade mellem strandkantens andre planter. I fjorden har ålegræsset kastet bladene, som driver sammen i dynger på stranden.
Det er i denne måned, at vintergæsterne for alvor ankommer. Sangsvanerne med de gule og sorte næb høres i fjordlandskabet eller fra inddæmningen. Store flokke af blishøns søger sammen med svaner og de sidste pibeænder føde på det lave vand, medens flokke af hvinænder og troldænder ligger spredt over vandet.
På land er der blevet mere stille. Gærdesmutten synger af og til endnu - eller skælder ud, hvis man overrasker den.
Også blåmejsen lader en gang imellem stemmen høre fra krat og skov, og man kan være heldig at opleve en flok farvestrålende stillitser, der piller frø ud af en horsetidsel eller burre.
Ude over diget står tårnfalken og muser, og af og til får øen besøg af en spurvehøg, der jager rundt med småfugleflokkene for at udvælge sig et svagt individ.
På denne årstid går solen tidligt ned ofte i et brag af rødt.

December - dagene bliver korte
Vintersolhvervet nærmer sig, og indtil da bliver dagene kortere og kortere. Den 21. december står solen først op henad kl. ni og går ned igen inden kl. fire. På overskyede dage varer dagen næppe mere end fem timer. Til gengæld kan man på klare dage opleve meget smukke solopgange og solnedgange, hvor de nøgne trækroner står som fine silhuetter mod den lysende himmel. Selv hejrerederne fremtræder nu tydeligt i skoven bag Fodermesterhuset.
De store vedbend, der klatrer op i parkens træer, er stedsegrønne og står nu med klaser af bær. Vedbend trives godt i det milde fjordklima, men får først modne bær hen i foråret.
Den blege sol, der står lavt på himlen, levner ellers ikke planterne mange chancer for vækst. Mange overvintrer som frø, og en hel del har lave næringsfyldte vinterskud eller jordstængler, der står klar til at skyde, når lyset atter vender tilbage.
Tørre vinterstandere står mange steder frøfyldte og er et kærkomment fødetilskud til bl.a. bjergirisker, tornirisker, stillistser og snespurve. De smukke vinterstandere kan anvendes i juledekorationer sammen med frugter og frø fra de store træer.
På trods af mørket og de lave temperaturer er der mere liv på jorden, end man skulle vente. Flere hundrede knopsvaner og sangsvaner prøver at overleve på fjordbundens planter. Når de er ædt op, går de på land og græsser på vintersæden. Et kig ud over Gåsebadet vil afsløre flokke af blishøns, der dykker efter vandplanter og andet spiseligt.
Mange nordiske dykænder bruger fjorden som spisekammer og vinterkvarter. Det gælder de toppede skalleslugere og de store skalleslugere, der dykker efter kutlinger og hundestejler, samt troldænder og hvinænder, der dykker efter snegle og krebsdyr.
En del af hejrerne, skarverne og gravænderne er stadig i området, og ude over fjorden høres af og til et vadefuglekald måske den islandske rødben.

Januar - kulden bider
Lufttemperaturen er stadig faldende og vandtemperaturen så lav, at et par frostklare nætter får fjorden til at fryse til. Det presser ænder, svaner og blishøns sammen i våger og sejlrende.
Under vandet går livet videre, som intet var hændt. Havørrederne, som er vendt tilbage fra gydebankerne i åerne, er nu ved at æde sig fede i lerkutlinger. Mellem molens brunalger har tangsnarrerne dannet par. Tangsprællen trives også godt i det kolde vand. Netop nu vogter hannen og hunnen deres æg under en sten eller muslingeskal. Ålekvabberne føder deres unger i denne måned og er derfor fredede.
Fisk, der ikke tåler det vinterkolde fjordvand søger ud på større dybde, hvor temperaturen er mere stabil og lunere. Ålen derimod borer sig ned i den bløde fjordbund og går i dvale. De små mysis samler sig i tætte stimer på dybt vand i f.eks. Klintebjerg havn.
På land er der endnu frø i de tørre vinterstandere. Omstrejfende flokke af bjergirisker og snespurve lever af disse frø, mens grøniriskerne mæsker sig i kærnerne fra de røde hyben. Efterhånden som skovbrynet på Nordøen vokser til, vil der blive mere føde til de bær- og frøædende småfugle. Da vil silkehaler, dompapper og sjaggere blive mere almindelige. En mindre flok sjaggere overlever allerede nu på parkens ned faldsfrugt.
Det er på denne årstid, at harerne forgriber sig på de nyplantede træer. Hvis der er for mange harer, går det hårdt ud over nyplantningerne. Markmus og mosegrise er også aktive. Det kan ses på den musende tårnfalk, der ofte står over de udyrkede arealer.
Fra 1994 afsluttes jagten på ænder allerede den sidste januar. Det gør fjordfuglene mindre sky - og de kommer nærmere til kysten.
Sangsvanerne græsser stadig i inddæmningen i den blege vintersol sammen med knopsvanerne - ellers er der stille. Måske høres den islandske rødben et sted ude fra fjorden eller et hæst krageskrig, inden solen sidst på eftermiddagen går ned.

Februar - lyset vender tilbage
Den 2. februar er det Kyndelmisse, og før i tiden regnede man med, at årets koldeste periode da begyndte. Det passer godt med de meteorologiske målinger, der viser, at februar i gennemsnit er årets koldeste måned.
Selv om det er koldt, er der alligevel tegn på, at foråret er på vej. Parkens vintergækker og eranthis blomstrer nu, og påskeliljernes blade har allerede højde. Naturligvis kan et tykt snelag skjule disse forårstegn; men det varer sjældent længe, før den tiltagende sol får bugt med sneen. Undtagelsen er isvinteren, der kan skubbe foråret helt hen i begyndelsen af april.
På bredden af gårdens vandhul kan den røde hestehov blomstre allerede nu, længe før bladene bryder frem. I parken kan hylden i milde perioder stå med friske skud.
Pludselig en dag i februar ankommer de første strandskader. Grågæssene er også på vej og kan være her allerede midt i måneden.
Natugleparret i parken er blevet støjende. Hannen tuder og hunnen svarer med skarpe skrig. Det er nu de starter redebygningen for at nå at fodre de kommende unger op, inden nætterne bliver for korte og lyse.
På stille dage sværmer vintermyggene, og om natten er frostmåleren aktiv.
Det er også i denne måned fiskehejrerne kommer på besøg i kolonien ved Fodermesterhuset. I månedens slutning er pardannelse og æglægning i fuld gang, selv om en del hejrer ikke er vendt hjem fra udlandet endnu.
De overvintrende gravænder har travlt med at søge føde på vaderne, hvis de er isfrie - ellers må de friste livet i vågerne og vente på bedre vejr.
Sidst på måneden høres de første lærker på træk, og nu kan de første viber og stære ventes hjem fra England og Frankrig.
På markerne kæmper harehannerne om hunnerne i drabelige kampe, mens det langsomt ebber ud i vintergæsterne. Foråret er på vej.