Mange forskellige vadefugle gæster farvandene omkring Danmark på forårstrækket. De støjende og farvestrålende strandskader kommer allerede i begyndelsen af marts og begynder straks at søge føde på vader og sandrevler. De lever især af hjertemuslinger og børsteorme, som de henter op af bunden med deres kraftige, røde næb. Der skal en særlig teknik til at overliste hjertemuslingerne, inden de klapper skallerne tæt sammen, men det er strandskaden ekspert i. Nogle strandskader specialiserer sig også i at fange regnorme på markerne.

Skrigekoncerter og kædedanse

Af og til samles flere par på en sandbanke, hvor de opfører støjende skrigespil. I lange rækker står de med stive halse og skriger lige ned i sandet. Man mener, at de afgør grænsestridigheder mellem fødeterritorierne.

Ungerne fodres

I modsætning til de fleste andre vadefugle, fodrer strandskaderne deres unger. Forældrefuglenes røde næb virker som et signal, der får ungen til at hakke på næbbet. Det får den voksne til at slippe føden.

I april er alle ynglefuglene nået frem fra vinterkvarteret. Nu inddeles kysten i redeterritorier, som forsvares hæftigt mod indtrængende artsfæller.

Reden er blot en fordybning i sandet med lidt tilragede stumper af muslingeskaller og hvide sten. De fire æg ligner mågeæg, men er lidt spidsere i den ene ende. De er godt camouflerede. Det er også nødvendigt, hvis de store måger ikke skal finde dem.

Kommer man uforvarende ind i et strandskadeterritorium, advarer de gamle fugle ved at flyve skrigende omkring. Det forvirrer ofte så godt, at æg eller unger undgår at blive opdaget. Det er vigtigt at trække sig hurtigt tilbage, hvis man er kommet for tæt på.

Ungerne er flyvefærdige i slutningen af juni, men familiegruppen holder sammen længe endnu.