Fiskehejren kan næsten ikke forveksles andre fugle. Alene dens størrelse begrænser mulighederne for forveksling. De brede vinger, den tilbagelagte hals og de lange ben, der stikker bagud, gør den let kendelig i flugten. Set forfra bagfra afslører de buede vinger den.

Hejrerne hviler ofte på markerne i større eller mindre flokke. De har da en vis lighed med hegnspæle, fordi de trækker hovedet helt ned til kroppen.

Selv om fiskehejren ikke mere må skydes, er den stadig sky og holder altid god afstand til mennesker. Derfor er kikkerten en god hjælp, hvis man vil studere dens adfærd. Fra et fugleskjul er mulighederne for iagttagelser af fiskehejrens liv særlig gode.

Fiskehejren benytter sig af lurejagt. Langsomt og "værdigt" vader den gennem fladvandet med næbbet rettet skråt fremad og nedad - klar til lynhurtigt at hugge bytte, der kommer indenfor rækkevidde. En gang imellem "forstener" den og kan i længere tid stå med næsten lige hals og vente, til en fisk kommer nær nok. Den jager mest småfisk, hesterejer, krabber og børsteorme, men den kan også tage fisk op til 25-30 cm's længde. Store fisk gennembores med "lansen". I damme og vandhuller tager den gerne frøer. Mosegriserne og markmusene kan heller vide sig sikre.

I milde vintre opsøger de første hejrer kolonierne allerede i slutningen af februar. De gamle hanner kommer først og beslaglægger de reder, der ikke er blæst ned i vinterens løb. Fra nu af brydes vinterstilheden af hejrehannernes støjende kald, der nærmest lyder som et hæst "RWA" eller "RWO" efterfulgt af smæk med næbbet. Man kan også høre et længere "HOH-0000".

Hensigten med kaldene er at lokke en hun ind i territoriet. Når pardannelsen er overstået, begynder redebygningen. Man kan nu se hejrer under indflyvning til kolonierne med grene i næbbet. Ankommet til reden kan man høre parret hilse hinanden med et "ARRE-ARREARR-ARR-ARR-ARR". De gamle reder er hurtigt udbedret. De sidst ankomne fugle må bygge helt nye reder. Der vedbliver at ankomme hejrer til helt hen i maj, så der er alle stadier fra pardannelse til yngelpleje hen gennem foråret.

De blågrønne æg ruges på skift af hannen og hunnen i næsten en måned. I ungernes første tre leveuger varmes de af en af forældrefuglene, og i resten af deres redetid er der altid en af de voksne fugle på reden. Ungernes tikkende tiggelyde høres tydeligt, når man passerer en hejrekoloni.

To måneder gamle er ungerne flyvefærdige, efter i et par uger at have styrket vingemuskulaturen ved at baske ihærdigt med vingerne. De overnatter i redetræet i et stykke tid, før de forlader stedet og spredes i alle retninger.