Finkerne er en artsrig gruppe af frøædere - de fleste med kraftige næb til at knække hårde frøskaller eller til at brække knopper af med.

Bogfinken er skovens almindeligste fugl. Dens advarselssignal - "fink" høres næsten altid, når man færdes i skoven. Den kendes bedst i opfløjet på forvingens hvide plet. Hannen er smukt vinrød på bryst og bug.. Forår og efterår optræder store flokke af trækkende bogfinker i skoven. De æder en del bognødder og forekommer derfor særlig talrigt i gode oldenår.

Kvækerfinken er en fætter til bogfinken. Den hører til i de skandinaviske nåleskove, men trækker sydpå i vinterhalvåret. Visse år optræder den som invasionsfugl og kan da forekomme i tusindtal. Den lever bl.a af bognødder, og er der nok af dem, bliver den her vinteren over. Ofte ser man dem i blandede flokke sammen med bogfinker. Kvækerfinken kendes på den hvide overgump, som ses i opfløjet.

Kernebideren er den største af finkerne. Den er meget sky og opholder sig som regel i de høje trækroner, men den kommer ned i skovbunden for at finde hårde frø som kirsebærkerner og lign. som den kan knække med sit kraftige papegøjelignende næb. Det smukke hvide mønster i vingerne er iøjnefaldende - selv på lang afstand.

Dompappen er kendt af de fleste fra julekortmotiver. Hører man et lille blødt, sørgmodigt fløjt, er der grund til at skærpe opmærksomheden. Dompappen høres tiere, end den ses. Hannens smukke røde bryst ses især tydeligt i sne. Både han og hun har en sort kalot. I modsætning til de fleste finker æder den knopper, som den bider af med sit kraftige næb. Den forekommer almindeligvis i småflokke.

Stillitsen har fået navn efter sit kald. Den hører mere det åbne land til og ses ofte i flok i tidslernes vinterstandere. Med deres spidse næb piller de forsigtigt de små tidselfrø ud af de stikkende frøstande. Det røde felt omkring næbbet og det gule vingemønster gør den til en af vore mest farvestrålende fugle.